Før det besluttes at anvende åndedrætsværn, skal det overvejes, om en given luftforurening af farlige stoffer kan undgås, for eksempel ved brug af mindre farlige stoffer, eller om luftventilation kan bringe forureningsgraden til under grænseværdien. Brug af åndedrætsværn skal altid være den sidste løsning.
Åndedrætsværn skal anvendes, når indåndingsluften er forurenet eller mistænkes for at være forurenet med partikler, gasser, dampe eller røg i koncentrationer over grænseværdien. Åndedrætsværn skal endvidere anvendes, hvis luftens indhold af ilt er under 17 volumenprocent. Brugere af åndedrætsværn mod røg skal, før arbejdet påbegyndes, have grundig teoretisk og praktisk instruktion i anvendelse og vedligeholdelse. Vi anbefaler desuden, at man fit-tester sine medarbejdere.
Beskyttelsesfaktoren angiver, hvor mange gange åndedrætsværnet kan nedsætte koncentrationen af sundhedsskadeligestoffer inden i masken i forhold til koncentrationen i omgivelserne. Hvis der for eksempel i omgivelserne er en forurening på 400 mg/m3, og åndedrætsværnets beskyttelsesfaktor er 200, vil der i indåndingsluften være en forurening på 2 mg/m3. Beskyttelsesfaktoren er målt under ideelle forhold ved laboratorietest og kaldes den nominelle beskyttelsesfaktor. Den reelle beskyttelsesfaktor vil over tid være betydeligt lavere pga. slitage, mangelfuld tilpasning, osv. Det er derfor vigtigt, at der ved valg af åndedrætsværn tages højde for dette! Fit-test sikrer højbeskyttelse.
Åndedrætsværnet skal bruges fra arbejdets start og i hele den periode, hvor man opholder sig i det forurenede område. Selv et kortvarigt ophold uden brug af åndedrætsværnet vil i betydelig grad nedsætte den forventede beskyttelse. For hver godkendelsesklasse af åndedrætsværn er opgivet en forventet beskyttelsesfaktor ved 100% brugstid. Beskyttelsesfaktoren angiver, hvor mange gange renere luften er inde i masken. Hvis den reelle brugstid af åndedrætsværnet falder, så vil den reelle beskyttelsesfaktor falde dramatisk!